Mit hjørne af verden er dejlig varm i disse dage – til tider næsten oppe omkring 30 grader her i lille Danmark. Ikke at jeg klager, jeg synes det er fantastisk med så god en sommer 🙂
Når varmegraderne kryber opad, så reagerer jeg – som den nordbo jeg er – ved at tage mindre og kortere tøj på. Vaner skabt af at vokse op i et land hvor solen sjældent slår ret hårdt.
I disse dages varme vejr bemærker jeg at grænsen har flyttet sig noget siden mine yngre år, grænsen for hvor lidt påklædt jeg kan være og stadig være komfortabel i offentlige rum.
Som barn var jeg inderligt ligeglad. Tøj var noget man havde på fordi det var pænt, for at holde varmen og fordi det var konvention. Jeg bekymrede mig ikke om sommeren om hvorvidt der nu stak lidt mere lår ud af de korte shorts her eller man kunne se lidt mere af skuldre og ryg titte frem fra blusen der. Nøgenhed var bare mig uden tøj, og ikke noget pinligt. Jeg havde klassekammerater som synes det var fælt at skulle klæde om sammen med andre, og forstod ikke selv hvad problemet var – tag tøjet af, tag noget andet tøj på, det er jo ikke svært, vel?
Jeg blev lidt ældre og lærte som så mange andre pigebørn at hvis man ikke vil kigges på, fløjtes efter eller have anden uvelkommen opmærksomhed så må man tage tøj på hvor det er svært at få øje på personen indenunder. En tilgang jeg anvendte i adskillige år indtil Nis tålmodigt lærte mig lidt mere om hvad tøj også kan. Derefter var mit sommertøj kort, bekvemt og til tider feminint.
Efter spiseforstyrrelsen, efter jeg tog på, var jeg omhyggeligt afklædt i trods. Jeg tog bikini på til stranden og i vandland på trods af flovhed over mit udseende. Det skulle ikke få lov at passe at min væmmelse ved min fede krop forhindrede mig i at svømme og lege i vandet.
Det passer i nogen grad stadig – jeg har ikke været komfortabel i badetøj siden jeg kom over 45kg, men jeg tager det på og springer i alligevel. Det skal hverken krop eller kringlet sind få lov at tage fra mig!
Da jeg trådte ud af badet og stod foran skabet i varmen her til morgen i søgen efter noget køligt at tage på, bemærkede jeg at mine grænser for komfortabel påklædning har rykket sig yderligere i min sene alderdom her over 35. Mine kjoler og shorts er aldrig kortere end til knæene, jeg har altid noget på under, der er _aldrig_ glimt af maveskind længere og jeg er mere sårbart bevidst om hvor meget af skuldre, arme og kavalergang der kan ses.
Måske er det en naturlig del af at blive ældre? Denne tanke om at “Det kan jeg ikke være bekendt at lade folk se”.
Men den medfølgende og æklere “Folk kunne jo tro at min krops udseende afspejler mit indre, at dens fejl og skavanker henviser til fejl og mangler i min personlighed, i min værdi som menneske” – den tror jeg nu ikke er aldersafhængig.
Tanker i den stil får mig til at blive (mere) på tværs, og så endda om morgenen, den rareste tid på dagen.
Min indre fornuftsstemme forlangte “Men hvad skal der til? Hvad skal din krop (som i parentes bemærket har udholdt meget fra din side gennem årene og stadig bærer dig igennem hver dag på nogenlunde funktionel vis) opfylde før du ville være tilfreds og kunne klæde dig behageligt på uden skam og afsky?”
Den slags kan det være farligt at overveje, men frem over den indre skærm trådte fluks følgende liste af større eller mindre urimeligheder:
- Jeg ønsker mig at kunne udholde fornemmelsen af mine lår der gnider mod hinanden.
Jeg længes efter de tider hvor jeg kunne tage en let sommerkjole på uden varme gamacher eller andet under, uden at blive vanvittig af at lårene gnubber imod hinanden. Jeg kan se at andre kvinder kommer overens med det, men det er ikke lykkedes mig. Når jeg prøver trigger det voldsomt min trang til at tabe et stort dusin kilo og dermed eliminere problemet ved at eliminere lårene.
Kjoler er ikke nær så dejligt kølige når man altid har bukser på under. - Jeg ønsker mig fornemmelsen af at min krop er kompetent.
Jeg bemærker primært kroppen når den er uduelig – bliver forpustet, har hovedpine, ondt i ryggen eller ikke er stærk nok til at løfte det jeg gerne vil bære eller er ved at dø af at løbe efter bussen.
Og naturligvis er det ganske min egen skyld – min krop er uduelig fordi jeg hader mig selv når jeg bliver forpustet og ikke kan tage mig sammen til at træne nok til at den bliver stærk og udholdende.Fordi mit selvhad – godt hjulpet af idrætslærere og velmenende voksne i min barndom – kommer voldsomt op til overfladen når jeg sveder, hiver efter vejret eller ikke er stærk nok. Det faktum at min krop ikke kan leve op til det autoritetspersonerne i mit liv forventede betyder jo oplagt at jeg er et dårligt menneske og en ubrugelig person. Punktum.
Jeg ved der er en kraftig trigger der, og har vidst det i mange år. Det er desværre aldrig lykkedes mig at rokke ved den og efterhånden aner jeg ikke hvordan jeg kunne prøve igen. - Jeg ønsker mig at ingenting på mig var blødt og bølgende.
… Eller i virkeligheden ønsker jeg mig at kunne holde op med at ønske det.
Her sidder resterne af spiseforstyrrelsens æstetik. Det bløde er utiltalende, forkert og ulækkert. Hvis det gynger så sidder det ikke godt fast, ergo burde det ikke være der. Tag det væk!
Tanken sidder fast, som en velkendt fold i tøj man har gået meget i. Jeg jager den væk når jeg møder den, fortæller den at den er ubrugelig, at jeg ikke vil eje den, men den kommer forbi og hilser på alligevel. - Jeg ønsker dualiteten væk.
Jeg bemærker at når jeg tænker, taler eller skriver om mig og kroppen, så er vi to og aldrig en. Min krop er ikke mig, nærmest ikke engang en del af mig. Den er noget jeg er fanget i, et aldrig-tilstrækkeligt, bestandigt hæmmende fuldt aflåst fartøj af evindelig begrænsning og uduelighed.
Tænk at kunne være et hele, eller i det mindste en gensidigt respektfuld og påskønnende sameksistens.
Jeg tror ikke rigtig på at jeg opnår nogen af tingene på listen – ikke uden urimelige mængder tid og en halv årsløn til terapi. Så jeg fortsætter med at tage gamacher på under kjolen.
No comment so far