Denne sommers rejse med Ingrid gik til Jerusalem. En forventeligt dejlig men også uventet tankevækkende tur.
Så rå mængder blind nationalisme og forstokket religiøst begrundede “jeg-har-mere-ret-end-de-andre”-holdninger har jeg sjældent set. Samtidig er her nogle af verdens ældste beboede, tilbedte og beskrevne steder – en blændende, bitter og fascinerende coctail.
Fluks dagen efter ankomsten tog vi bussen mod den gamle bydel. På vej derop gennem en park var der legende børn i springvandet
Dernæst ind gennem Jaffa-porten og en kringlet tur rundt i den gamle bydel. Ingrid virkede hjemmevant og jeg mistede helt retningsfornemmelsen efter de første 2 drej. Tænk snoede og smalle overdækkede gader, med boder og små butikker på begge sider. Et vrimmel af mennesker, både turister og lokale og et virvar af lugte – krydderier, skrald, mad, råvarer og mennesker.
Vi gik op på Tempelbjerget og så hvor det hele efter sigende begyndte:
Klippemoskeen, under hvis tag skulle ligge stenen hvorpå Gud skabte Adam – samme sted hvor Abraham senere bandt sin søn Isak fast på altret for at ofte ham på Guds befaling. Et helligt sted for alle tre religioner i regionen.
Vi så nu ikke stenen, for det er Ramadan og så har kun muslimer adgang til moskeen.
Muslimerne byggede Klippemoskeen i 691 efter de havde vundet Jerusalem. Tidligere stod her det jødiske tempel i flere inkarnationer, fra Kong Salomon byggede det første i 957 fvt. og indtil år 70 hvor Romerne omhyggeligt ødelagde den udgave Herodes havde bygget. Heri ligger meget af stridens kerne – stedet hvor templet lå er det helligsted sted i jødedommen (så hellig at ingen rettroende jøder må sætte deres fødder hvor templet stod). I stedet står de som bekendt ved den sidste rest af templets vestlige mur – Grædemuren – og beder og sørger over det tabte.
Templet er nævnt adskillige gange i den kristne bibel og har også betydning for muslimerne. Og ingen af de tre parter lader til at være gode til at dele og lege pænt.
Nå, men tilbage til Klippemoskeen et øjeblik. Når man står helt oppe ved siden af den og ser mod den gyldne kuppel (den nuværende guldbelægning er sponsoreret af Jordans konge til en net sum på adskillige millioner) ligner det en gylden måne der er ved at stå op over de blå mure:
Træder man et par skridt længere væk fra væggen stiger månen højere op over væghorisonten.
Den muslimske middagsbøn nærmede sig og en herre gjorde os tydeligt opmærksom på at nu kunne vi godt fedte af – ingen vantro på tempelbjerget under bønnen!
Så vi traskede ned igen, og gik videre til et af kristendommens helligste steder, Gravkirken.
Udefra ligner den ikke noget særligt
Det man ser udefra er hovedsageligt bygget af korsfarerne, men de oprindelige dele af kirken af bygget i 300-tallet på foranledning af Kejser Konstantins Mor, Helena.
Indenfor er den et virvar af bygninger og tilbygninger. Her er dunkelt, lugter af røgelse og vrimler med turister og pilgrimme. Sidstnævnte møder man lige indenfor, hvor mange ligger på knæ og berører eller gnubber den sten hvorpå Jesu lig efter sigende blev salvet efter han blev taget ned fra korset. Lige den sten har nu ifølge guidebogen kun ligget her siden begyndelsen af 1800-tallet, men det lader ikke til at genere nogen – det er vel tanken der tæller.
Længe inde, under den største af kirkens kupler, ligger selve graven, nu bygget ind i en struktur, ædiculum. Kuplen er mørk med en oculus i toppen og lyset hen over ædiculum er fascinerende – som tænker bygningen at det går jo ikke an at Guds søn skulle ligge der i mørket (heller ikke selvom han ikke ligger der længere).
Kirkens forskellige dele afspejler de kristne retninger der har bygget dem eller passer dem nu. Fra græsk-ortodoks gylden kuppel
til et sidekapel der stadig bærer spor fra den sidste brand i 1808
I soden på væggen er der lag på lag af graffiti på alskens sprog – generationer af besøgende der har villet sætte deres mærke på kirken.
Vi venter i den lange kø for at komme ind i ædiculum, ind til graven. Der er to små rum derinde, i det inderste er der netop plads til 4 hvis man står tæt. Stemningen fortættes endnu mere på vejen ind, til jeg nærmest kan smage dens tæthed inderst inde, mærke den som et tyst klæde om tindingerne. De tre andre knæler og beder, og jeg er den udefrakommende, ikke-tilhørende, som formaster mig til at observere deres øjeblik på det hellige sted.
Ved siden af det glitrende alter på stedet hvor korsfæstelsen foregik – de græsk-ortodokse kan det der med gylden udsmykning – står en stander til lys. Smalle og ujævne, sødt duftende gule bivokslys. Jeg tænder et for Maria og prøver at forestille mig at være her i troende sko i stedet for mine egne. Det lykkes ikke rigtig – rationelt kan jeg godt forestille mig det, men følelserne følger ikke med.
Jeg køber et lys med hjem, så hun kan tænde det selv. Det er der antageligvis mere kraft i.
Udenfor igen, rundt om, ind i gyderne bagved og op ad en trappe. Af en smal og rusten dør i muren kommer man ud oppe bag ved kirken – og her er der mennesketomt og stille, med små stier mellem forfaldne småbygninger og et kik til kirkens bagside.
Det virkede som et sted hvor der nårsomhelst kunne komme nogen og sige “adgang forbudt” – ellers ville det have været et perfekt sted at sidde et øjeblik i roen og måske spise brødet i tasken.
Jeg blev lidt forelsket i kirkens ansigt i denne retning.
Ikke nogen poleret og marmorskinnende katedral, men beskedne lysebrune sten og en tiltalende ikke-gylden kuppel, den lille gård hvor en præst kom ud af den grønne dør ved trappen, hentede en spand vand og hvilede lidt før han tog sin kost og gik ind igen. En arbejdende og oprigtig kirke – i det øjeblik i min romantiske fantasi 🙂
Vi afsluttede formiddagens tur med en spadseretur gennem udkanten af det det arabiske kvarter, ud til bymuren og gennem Damascus-porten.
Her var lige præcis skygge nok på en bænk i en lille park til venstre for billedet til at man kunne sidde og spise falafler og brød (de laver fantastiske falafler i Jerusalem, min mund løber i vand ved tanken).
No comment so far