En sang som altid får mig til at knibe en tåre – til trods for at Tim Minchin jo egentlig (også) er komiker.
Som med de fleste af hans sange er man nødt til at lytte grundigt efter teksten hvis det skal være sjovt.
Han får flettet nogle forholdsvis intellektuelle overvejelser om julen ind i hvad der ender med at være en ret sentimental sang til hans lille datter.
Så det handler om familie. Om dem man hører sammen med og kommer tilbage til, hvert år. Dem der venter på en, hvis man er langt væk. Hvadenten det så er med hvidvin i solskinnet i Australien eller med stearinlys og varme drikke heroppe på den nordlige halvkugle.
Og det handler om at give det videre, den sikkerhed og varme, til sine egne børn. Om at lade dem vide at man er der, i solen, og venter. Og her er det så jeg bliver lidt vemodig over visheden om at det er en cyklus af generationer jeg aldrig skal være en del af, qua mit ikke-eksisterende afkom. For når han synger den sang, kan man høre det er sådan det er meningen det skal være.
No comment so far