Da vi skulle spille Monsterhearts i lørdags kom Tore med nye terninger til mig.
Ganske vist siger man jo at terningen ingen hukommelse har, men når det kommer til især sekssidede terninger i mine hænder i et spil Monsterhearts, så har de om ikke hukommelse, så en stålsat vilje til primært at slå ettere.
Og i Monsterhearts fejler ens rolle det den handling den forsøger hvis man slår under 7 med to terninger. Slår man to ettere bliver det måske særlig slemt. Som f.eks. dengang Jackson forsøgte at finde nogle oplysninger i en okkult bog. Vupti, terningerne fornemmer mine hænder, og lander på to ettere. Det viste sig at Jackson synes nogle af de fremmede ord var svære, og derfor sagde dem højt for sig selv mens hun læste. I bogen om dæmoner. Ilddæmoner. Et øjeblik senere var der grundigt ild i Jacksons værelse – et perfekt “Hastur, Hastur, Hastur”-øjeblik.
Bedstemor (som Jackson bor hos) blev temmelig misfornøjet med det udbrændte værelse og alskens ubehagelige konsekvenser ramte den stakkels teenager. Alt sammen fordi sandsynligheden for at jeg slår to ettere ifølge det hidtil indsamlede empiriske materiale er væsentlig højere end 1/36.
Jeg har forsøgt med Tores terninger, med mine egne terninger, med Olivers. Det lader til at så længe det er mig der ruller dem, er de vægtede. Og ikke til min rolles fordel.
Så det gav god mening at komme med nogle helt friske terninger, nu hvor vi gik igang med en ny historie. Der blev ikke brændt nogen teenageværelser ned, men det gik heller ikke ligefrem rosenrødt for min Nathan. Og det er jo ellers ikke fordi det i forvejen er nemt at være 16 år og gå i high school i en lille amerikansk by. Især ikke når man i virkeligheden er en falden engel og igang med at opdage at de andre i klassen heller ikke er helt almindelige og at de voksne har gang i noget skummelt 🙂
Måske skulle jeg vaske terningerne inden næste gang vi spiller? I finsprit? Eller måske vievand. Så kan det være de enten er for berusede eller for helligt omtågede til at slå så mange ettere 😉
No comment so far