Pludselig var det en måned siden jeg sidst havde skrevet noget. Flere folk har brokket sig over at der er stå stille herinde.
Men hvad skal man skrive når man i virkeligheden overhovedet ikke har det godt? For der er da ikke megen sjov i at læse noget hvor jeg bare ævler om hvor sort det hele ser ud og hvor ked jeg er af livet, universet og alt det der.
Til hverdag forsøger jeg at fylde dagene ud med rare ting og søde mennesker. For det er nok trods al brok, den ene ting jeg faktisk har i mit liv. Dejlige mennesker at fordrive tiden sammen med. Folk som ved deres dejlige selskab kan jage de grimme tanker på flugt nogle minutter eller timer. Eller i det mindste gøre dagen lidt mere udholdelig mens tankerne kører i baggrunden.
Lige de sidste dage har jeg tilbragt ude hos Mor og Christoffer på Åvej, mens Lasse er i Normandiet.
I det gode vejr har det været dejligt at kunne sætte sig i haven efter arbejde. Rart at sludre med Christoffer når han kommer hjem fra eksamen eller træning og er på vej på arbejde eller ud til venner – knægten har gang i tusind ting.
Men mest af alt har det været åh så rart bare i nogle dage ikke at komme hjem til en tom lejlighed hver aften. At der er nogen at komme hjem til, eller nogen der kommer hjem senere. Nogen at stå op sammen med, spise sammen med, sidde sammen med. Føj hvor jeg dog hader at være single! Håbløshed fra ende til anden.
Nå, men idag går turen hjem igen. Jeg kan jo ikke blive herude altid, det er ikke mit hjem. Bare en midlertidig flugt. På samme tid en lille lindring og også en konstant påmindelse om hvad jeg ikke selv har.
De sidste måneder har jeg forsøgt at søge nogle gymnasielærerstillinger. Aldeles uden held, eftersom jeg kun har et fag, og det i øvrigt er snart 10 år siden jeg har brugt det 🙁
Jeg har i adskillige måneder kunnet mærke at jeg trænger til at lave noget med hovedet. At selvom mit køkkenjob er hyggeligt og ukompliceret, så skal der helst mere til, nu hvor mit hovede ikke længere er lagt i vat. At jeg igen har mod og lyst til et akademikerjob. Det nytter bare ikke ret meget hvad jeg har lyst til, når mine kompetencer i den retning er forældede og utilstrækkelige.
Så hvad stiller jeg op med det? Kan jeg uddanne mig til nogle jobmuligheder? Hvad skal det være? Opbruge opsparingen på at læse et gymnasierelevant sidefag i fysik? Vil det give reelle jobmuligheder, eller vil jeg stadig komme bag i køen i forhold til friske unge kandidater på 25 med verden foran sig? Og vil jeg overhovedet kunne finde ud af at studere igen, eller er min hjerne sløv og slidt af års negligering og medicinering? Tør jeg satse? Vil det gøre mig mindre ulykkelig?
No comment so far