Det er tidlig morgen og jeg har allerede vendt og drejet mig i sengen siden halv fire, inden jeg gav op og stod op.
Der er dejligt vintermørkt udenfor, lyskæden lyser hyggeligt henne over vinduet og jeg har the i koppen. Så mangler bare at jeg ikke skule på arbejde idag, så var idyllen perfekt.
Eller næsten, for tankerne svirrer. Om hvad jeg har haft og mistet, om andre, tidligere dage hvor jeg var nærmest lykkelig.
Om der mon nogensinde er nogen som vil elske mig igen? En som jeg kan give mig selv til, en jeg ikke kan undvære og som er der specielt for mig? Det føles ikke sådan, og så bliver tankerne hurtigt tunge.
Jeg prøver på at nyde de gode ting jeg laver i hverdagen, bestræber mig på at sige ja til invitationer og samvær. Og det er dejligt at se rare mennesker, men når jeg er alene kommer tristheden, for nedenunder ligger et dybere savn.
Og hvad stiller man op med det?
Nogen gange er det et spørgsmål om at se skoven for bare træer.