Jeg husker hvordan det føles at sidde omfavnet på dine benede knæ ved bordet efter aftensmaden, pakket ind i et tæppe mens de voksne smånakkede.
Jeg husker hvordan dit hjem var det hyggeligste sted i verden jeg kendte. Varmt, trygt og dejligt, fyldt med de vigtigste mennesker. Og de havde næsten altid tid til at lege lidt.
Jeg husker at du lærte mig at flette. At bage nøddekniplingesmåkager. At være stædig (men det sidste er jeg ikke sikker på du gjorde bevidst).
Jeg kan huske mønstret i dit badeværelsesgulv, lyset fra den rødbrune lampe i gangen, de små ting du havde i stuevindueskarmen, duften af dit sengelinned.
Jeg savner dig Bedste. Varmt og ømt, indeni.
Det gør vi andre også!