Spise. Gumle. Gnaske. Tygge. Jeg har lyst til at spise også selvom jeg ved jeg ikke er sulten.
Og som bonus får jeg den velkendte “dit-blodsukker-er-lavt-spis-noget-_nu_”-koldsved og utilpashed på tidspunkter hvor mit blodsukker overhovedet ikke er lavt. Det er lige til at blive pip – og ikke så lidt provokeret – af.
Om aftenen er det svært at sove. Jeg plejer ellers at kunne falde i søvn som på kommando. I stedet ligger jeg nu og vender og drejer mig, uanset hvor udmattet jeg så er.
Når jeg falder i søvn (hurra for lægen og hans sovepiller) drømmer jeg sært. Drømme af en slags og konsistens jeg ikke har haft i umindelige tider – eller i hvert fald flere år. Ubehagelige drømme hvor jeg tit gør noget forkert og der ofte går længe efter jeg er vågnet før jeg forstår at det er noget jeg har drømt og ikke det der skete igår.
Mine følelser og mit humør kører i rutchebane.
Min hjerne savner sine stoffer.
Kan du nøjes med et e-knus? Ellers må du komme ned og blive passet i et par dage.
Måske skulle man overveje om din hjerne stadigvæk har brug for sine stoffer?