Sidst jeg fik så lidt ud af en dag som idag var dengang jeg krydsede datolinien på vej fra USA til New Zealand og dermed gik glip af den 8. februar 2005.
Der var det i det mindste forventet, og måske nok ikke en urimelig pris at betale for tørfodet passage over Stillehavet.
I dag var jeg slet ikke forberedt. Det burde jeg måske nok have været, for i aftes begyndte jeg på en ny slags medicin.
Jeg havde da godt nok læst indlægssedlen, og der står jo højt og tydeligt at man kan blive døsig og få hovedpine, for slet ikke at tale om alt muligt andet muntert. Men, men, men… Der er skræmmende bivirkningslister for de forskellige typer antidepressiver jeg har prøvet, uden at jeg har lidt af dem alle sammen.
Så jeg satte vækkeuret og lagde mig fortrøstningsfuldt til at sove. Og vågnede med dunkende hoved halv et i eftermiddags da Nis ringede. Noget misfornøjet over sådan at have mistet en halv dag spiste jeg forsinket morgenmad og faldt udmattet i søvn, indtil Frauke ringede halv seks!
Hrmf! Mit indre ur er skrupforvirret, og insisterer på at klokken er midt om natten og jeg er blevet vækket i utide. Eller måske at jeg har kælket hele dagen og nu er det slumre-foran-pejsen-tid. Jeg er sulten som en teenager, selv når jeg lige har spist. Om det er en bivirkning eller fordi jeg har sovet i stedet for at spise idag skal jeg ikke kunne sige, men belastende er det.
Zzzzzz…. Vil-bare-sove….. :-/
… Hvor henvender man sig for at få udleveret en erstatningsdag? Og en mæthedsfornemmelse nu vi er igang?
No comment so far