Midnat. Uden så meget som et flygtigt blik tilovers for min invitation danser søvnen langt uden for rækkevidde af mit feberømme hovede. Jeg venter, indbyder, med tålmodighed og uden, og et par gange er jeg væk en blid halv time.
Om dagen føles jeg feberfri til trods for hæs, øm hals, øjenbetændelsen og alt det døde gule snask der har slået lejr mine lunger og bihuler. Jeg bliver mere klar i hovedet og tænker forhåbningsfuldt: “Det går nok over snart”. Men nej, henad aften stiger min interne temperatur til noget tydeligt på den forkerte side af 37 grader, feberømheden og ubehaget tager til. Distraktioner kan hjælpe, men skal være ret instisterende for at holde min flakkende koncentration.
Hvad det end er for en efterårsvirus der har bidt sig fast i mig har den vist sig fælt dygtig til at indtage enhver afkrog af øre-næse-halsregionen og alle nærtliggende slimhinder den kan lægge sine klamme tentakler på. En uge har den festet i mit indre, lystigt sat sit afkom i verden og denne nat kommer den med endnu et våben, et gammelkendt, frygtindgydende et.
Listende, snærende, panikinspirerende kommer ørepinen snigende, og brat er jeg igen blot en halv snes år og fanget i natten, søvnløs og med en spids smerte jeg ingen mulighed har for at lindre. Inde bag trommehinden hvor jeg ikke kan nå, varme, klø, lindre eller flå ud. Klokken er knapt halv tre og natten strækker sig pinefuldt uendelig foran mig, en ørkenvandring af åh så kendte, men længe glemte sindshvirvler.
No comment so far