Blid, fast sensommerregn omslutter mig på cyklen hjemad. Endnu ikke kold, men lige lun nok til at det kun er når en dråbe løber ned under jakke og bluse jeg gyser.
Mørket er anderledes nu end i sommernætterne. Jeg undersøger prøvende dets klæde mellem øjenenes fingerspidser. Dybere, selv her i byen, med mere bund. Fløjl, ikke silke som i juni. Et tykt tæppe allerede her lige efter tusmørketid. Klokken er otte og her er ganske mørkt – det er nu min indre kalender synes vi burde skifte til vintertid, men EU vil det anderledes.
Mørkegråt mellem de unge træer i bøgeskoven, lyden af våde blade og splattende snegle under cyklens dæk. Varmt inde i min hullede læderjakke. De sidste 5 kilo jeg har taget på fylder og varmer godt, for tiden for godt. Når jeg har folk på besøg fryser de mens jeg finder stuetemperaturen vældig passende. Den omvendte verden.
Godt det begynder at blive sweatertid. Så kan jeg hylle mig i tykke, fluffy gevandter, drikke the i stearinlysskær og skjule min nyvundne pondus indtil næste sommer. (Eller i hvert fald indtil julefrokosttid 😉 )
Vinden puffer til mig, mens jeg venter på grønt lys, og regnen tager til men er stadig blid. De nyligt strammende buksers ben er gennemblødte og selv her ved porten til byen dufter det af efterår-som-kommer. Et strejf af tidligere års glæde ved årstidsskiftet danser lokkende en enkelt cirkel i mig inden den falmer. Vindens duft hvisker “Der var engang – så længe siden – hvor du levede i efteråret, var Regnens Dronning, følte håret flyde på vinden med sindet fyldt af melankoli og levede i aftenens stearinlys.”
Den samme duft på vinden, fluks gennem min næse og lige til hukommelsen. Efterår igen. Dengang. Nu. Altid.
No comment so far