I sekseren på vej hjem. (Hvis man ikke tager nok på, eller endda taber sig må man ikke cykle eller gå ret meget, men skal holde sig i ro og tage bussen når man skal ud. Køresyge 2 gange om dagen, hurra! Jeg er endnu mindre transportstabil efter jeg er blevet syg – gad vide hvad forklaringen er?)
Bussen drejer ved Østbanetorvet og stopper ud for Fredes Flyvende Tallerken, et par stiger ud, hans hånd som det naturligste i verden rakt afventende ud mens han tager de første skridt ind på fortovet. Efter håret og frakken er rettet på søger hendes den, unden at hun tilsyneladende har set den, men forvisset om at den er der.
Det er svært ikke at blive melankolsk – ingen hånd venter min når jeg stiger af bussen.
Når man næsten uden overvejelse rækker ud for at sluge alle piller der er lagt frem på morgenbordet – for de plejer jo at være nogle jeg skal tage – har man efterhånden været syg rigeligt længe. Her til morgen var en af dem nemlig Nis vitaminpille (ja, jeg er vant til at spise morgenmad alene) og jeg havde næsten kommet den i munden inden en forsinket tanke foreslog at det vist ikke var meningen.
Små fremskridt. Måske midlertidige, men dejlige alligevel. Som forleden hvor jeg gik forbi en bagerbutik, nød den søde, bagte duft og tænkte “Det lugter dejligt, men jeg har ikke lyst til at spise kage lige nu.”
Jeg tør ikke håbe på at det vil være tilfældet hver gang (og ind imellem er det vel også i orden at ville spise kage) men bare det at kunne skelne “X står lige foran mig og ser tillokkende fristende ud” fra “Jeg har lyst til at spise X” og endda også fra “Jeg vil nu spise X” er ingen selvfølgelighed i min verden.
No comment so far