Jeg kan godt forstå at nogle mennesker stjæler. Jeg synes ikke det er sjovt eller i orden, men hvis man har et stofmisbrug, en sulten familie, uoverskueligt forbrug hvadenten det er af spil, medicin, smølfer eller andet kan jeg godt sætte mig ind i hvordan man kan ende med at hugge for at tilfredsstille sit (reelle eller selvskabte) behov.
Men i søndags blev jeg godt gal. Og det endda uden at kunne være det med god samvittighed selvom jeg var og er ganske overbevist om at det er mig der er den forurettede part i balladen.
Solen skinner, det er søndag morgen og efter at have spist morgenmad pakker jeg et tæppe, noget at drikke en bog og min telefon og trisser ned i Mølleparken for at se om jeg har koncentration til at læse lidt. (Og hvis det viser sig jeg ikke har er der stadig rart morgensolskin at dase i inden det bliver varmere.) Til ære for varmen er jeg iført et par korte shorts og en soltop – ikke tildækket men absolut heller ikke mere afklædt end resten af menneskerne på gaden denne varme juni.
Som jeg ligger der med bogen kommer to fyre – afrikanere fra Åbyhøj fortæller de senere – som ligner de har haft en lang nat i byen og ikke er kommet hjem endnu. De spørger om de må sidde ned, og jeg slår (naivt?) ud med hånden mod resten af parkens græs og siger de for min skyld gerne kan slå sig ned. De sætter sig klods op af mig – på hver sin side – og taler og taler. Til mig altså, og til trods for at jeg til at begynde med stædigt kigger i min bog, svarer kort og også siger at jeg bare gerne vil læse. Den ene bliver lige lovlig nærgående, men holder snitterne for sig selv da jeg misfornøjet siger at siden jeg nu ikke rører ved ham, så kan han godt vise mig den samme høflighed. I stedet fortsætter han med lange forklaringer (ikke ganske letforståelige, hans dansk er temmelig gebrokkent) om at jeg er smuk og klog (det er en sci-fi-bog 😉 ) og mere i den stil. Jeg takker gentagent nej til hans tilnærmelser og begynder at blive noget irriteret. Samtidig har jeg ikke lyst til at blive direkte grov – jeg er sikker på det ikke er spor dejligt at være ikke-kaukasisk tilflytter i vores samfund sådan som vi danskere efterhånden kun vil dele med os selv og giver alle der lyder eller ser anderledes ud den kolde skulder økonomisk, socialt og officielt- Men samtidig er det ikke just nemt at nyde sin søndag morgen eller forsøge at læse under konstant tiltale fra en lige ved siden af som laver armbøjninger (for at imponere? Er Åbyhøj så tilbagestående?), kommer med naive udtalelser om hvordan forhold virker (a la ‘jeg gør alt hvad hun siger,såsom at tage opvasken, gøre rent og mere til, og bagefter kommer hun så op i sengen og gør (til gengæld) hvad jeg vil’), som ikke siger noget jeg har lyst til at høre og i øvrigt gør det med en accent der det meste af tiden gør det ikke ligefrem trivielt at regne ud hvad han mener. (Eller måske snarere hvad han siger – hvad meningen er er jeg ikke i tvivl om!)
Jeg får efter en halv times tid endelig overbevist ham om at han ikke får heldet med sig med mig, og han går modstræbende på min gentagne opfordring. Jeg vender lettet – og lettere irriteret – min opmærksomhed tilbage mod bogen.
Lidt senere bemærker jeg at jeg ikke kan hitte min telefon (den lå på tæppet ved siden af tasken, jeg havde lige smset med Nis). Min (well, teknisk set stadig Daniels) gamle ridsede Nokia, fuld af træstøv (Daniel er jo tømrer), med adskillige år på bagen og som man ikke vil kunne få en krone for hvis man prøver at sælge den. Argh! Som sagt, jeg kan godt forstå at nogle mennesker ser sig nødsaget til at stjæle, men hvorfor stjæle noget der ingen værdi giver en? Det er lidt lige som hærværk – den eneste glæde der kan være ved det, omend en utiltalende en, må være at man forpurrer noget for en anden. Grrrr! Klaphat, svumpukkel, usling, moralskt umodne selleri af en bagstiv halvsproget. Og hov, der er den! Det virker ikke helt ok at skælde ud over det – han (hvem af dem det så end var der gik med den) har det jo antageligvis ikke nemt, i et kulturelt, klimamæssigt og geografisk fjernt land fra hvor han voksede op, blandt mennesker der især om sommeren klæder sig som om de burde være prostituerede.
… Dagens lektion: Det er mere end almindeligt småtrælst når ens retfærdige harme føles uretfærdig.
På den lysere side er der jo også folk der pludseligt og overraskende trækker i den modsatte retning. Her til aften spiste jeg hos Pernille og René (en gang imellem er det nu ualmindelig rart når folk vil kokkerere til mig) og senere på aftenen, som vi mageligt henslængt og sammenfiltret i sofaerne morede os over Bones drog deres bofælle, Jeppe, af mod studenterbaren. Da han stikker hovedet ind for at sige farvel spørger han om jeg skal bruge cykellygterne. Hans altså.
Jeg har engang i foråret fået lov at låne hans cykellygter på vej hjem fra Trillegården, med megen brok og undskyldninger fra min side over at være i en tilstand hvor selv det at huske at medbringe cykellygter kan være en udfordring.
Idag planlægger jeg at tage hjem inden mørket falder på, og med et smil siger Jeppe “Jamen så tager jeg dem selv med god samvittighed”. Med god samvittighed. Hans egne cykellygter! Det er ikke altid den mest omfattende omsorg der er den mest bemærkelsesværdige. Jeg er stadig helt paf over en sådan omtanke fra en jeg nok har sludret med et par gange, men igrunden ikke kender. Tak Jeppe, det var sødt tænkt. Verden er ikke helt af lave 🙂
No comment so far