Det er bedst hvis man husker at tage sin medicin. Og også hvis man husker at tage den medicin man får mod bivirkningerne af den medicin man skal huske at tage. Men et af problemerne med at have rod i hovedet er jo ligesom at man har rod i hovedet, og eksempelvis ikke altid er så god til at huske, på trods af sedler, regelmæssighed og al mulig anden hjælp.
Så lur mig om jeg ikke den anden dag glemte at tage den ene slags (af den ‘naturlige’ årsag at den åbne, fremmeliggende blisterpakning var løbet tør – ikke om man tænker så langt som at den næste så nok skal tages ud af æsken :-/ ). Den første del af dagen gik nogenlunde – jeg opdagede da godt at jeg var ekstra koncentrationsbesværet og hoppede og spjættede mere end ellers, men tænkte ikke lige over at der havde været en mistænkelig hvid pille mindre på mit morgenbord end sædvanlig. Jeg var ikke hjemme, så da jeg kom i tanke om hvad der mon var i vejen var der ikke lige så meget at gøre ved det. Sidst på dagen var jeg så rastløs og konstant spjættende at jeg blev helt svedt af det :-/
Resultat: Udmattelse (de to trailerlæs jord Onkel Chrisser og jeg skovlede op og kørte på genbrugspladsen hjalp nok også til udkørtheden, men det var rart! Nogen der har noget groft havearbejde der skal klares?) => For megen søvn på sære tidspunkter => søvnløshed denne morgen.
Efter at have irriteret mig et par timer mellem fire og seks smed jeg dynen ud af sengen og fulgte nødtvungent (frysende!) med, trådte lige ned i tøjet og hættesweateren fra igår, trak det døde får udenpå til værn mod morgenblæsten og vaklede ned af trappen.
Byen er mere stille på det tidspunkt, omend mange folk nu allerede er ude og på vej. Lyst(-agtigt i hvert fald) har det været længe, selvom her ikke just er lunt.
En hvid ISS-stationcar stopper lidt længere fremme ad vejen, og en kvinde i tørklæde stiger ud og går raskt afsted, antageligvis mod sit arbejde. Jeg mistænker misfornøjet at de garanteret kun betaler hende usselt til trods for at hun energisk er på vej til sit rengøringsjob længe inden mange andre (vellønnede) står op.
Vejarbejderne ved åen er allerede igang. På vej mod Magasin er der nylig sat et cykler-ingen-adgang-skilt op. Min trætte hjerne overvejer hvordan folk med cykler så skal komme om på den anden side, til strøget og telefontorvet – alt andet er afspærret og har været det længe, så det er den eneste gennemgang medmindre man vil bryde loven og smutte gennem Emil Vetts Passage. Det er vel ikke tanken?
Domkirken er – forventeligt – låst. Der er altså noget trist ved et samfund hvor man er nød til at låse helligsteder om natten, uanset religion.
Tæt op ad de røde mustensmure, ikke-særlig-men-dog-lidt i læ, under mine to hætter (fårets og sweaterens) går jeg ned mod havnen.
Skrå rækker af lastbiler med ventende containere. Betontange (halvø?) kun beboet af en stor bunke grus og en gravko. En lastbil kommer kørende og parkerer nydeligt foran de to, og den gule gravko går roligt igang med at skovle gruset op i det høje lad.
Masser af lastbiler, små kraftfulde container-trækdyr, holdende, kørende, ventende, tomme, fulde, rustne, farvede, grå. Trafik af ting, flyttet af tidligtopstandne mennesker i en helt anden verden end min.
Bagsiden. Bag betonafspærringen (så man ikke kan komme til at køre i) er der lige en halv meter at gå på mellem betonvæg og bassinkant. Her kan man ikke ses inde fra land og det flyder med knuste ølflasker, tomme juicekartoner og andet godt. Nogen (som ikke er morgenmennesker) hænger tydeligvis regelmæssigt ud her.
Grønt vand i havnebassinet. Så mørkegrønt at det næsten er sort. Svag måske-erindring af at besøge Bedstefar på skibet og se ned i den smalle stribe dybgrønt vand mellem kajen og skibet. Gad vide hvorfor havnevand i Danmark altid har præcis _den_ grønne nuance…?
Lidt trættere i benene men lige rundkørt trasker jeg op forbi manden der støvsuger en trappe i Bruuns Galleri, de morgenrejsende på banegården og trafikken ude foran. Der er flere i busserne og flere biler nu, men klokken er også næsten syv.
Optimistisk bestiller jeg en tynd kop mælkekaffe i det gode bageri på jagt efter kaffens af-spjættende effekt og gennembladrer en gratisavis mens jeg spiser den. (Jep, sådan en har jo mælkeskum på – det kan man spise med ske 😉 ) Kaffe- og brødkøbende folk på vej til arbejde strømmer ind og ud af døren, men i hjørnet hvor jeg sidder med kop og avis når trækken ikke ind, og fåret kan blive på ryglænet.
Op ad Banegårdsgade, ned gennem parkeringskælderen (der er altid læ – blev jeg hjemløs ville jeg sove der) og ned mod hjemme. Et langt, varmt bad, medicin (alle de korrekte slags denne gang) og morgengrød senere er jeg ikke bare træt, men også søvnig og døser prompte hen så snart jeg sætter mig bekvemmeligere end på en pind.
Så kører karrusellen igen.
No comment so far