Det var solskin i dag. Nok til at da jeg stoppede op et sted hvor der var læ kunne jeg mærke strålerne lune, til trods for ørevarmere, febergåsehud og al den anden indpakning.
Så kom jeg til at tænke på denne her
Den blå anemone:
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted’ dér i fjor.
På Lolland jeg den hented’
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented’
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår mine anemone,
jeg ser den aldrig mer:
Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog mine anemone
som søens bølge skær.
For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la´r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!
… Godtnok har jeg ikke set nogen anemoner (men dog erantis, vintergækker, krokus og en enkelt tidlig påskelilje på vej) og jeg er forkølet nok til at have endnu mindre sangstemme end normalt, men sangen er nu dejlig alligevel 🙂
No comment so far