Går gennem byen på grænsen mellem nat og morgen. Himlen er grå og orange, og veje og fortove skjult under dynger af salt sjap. Tunge dråber falder som små isnåle fra himlen og tøende træer og tage, gennem sjalet ned til hårrødderne.
Vinden bringer vandkulden helt ind under jakke og sjal og laver gåsehud på hver en tomme af mig. Lige nu virker ‘vandrende, kold ind til marven’ at foretrække frem for ‘rast- og søvnløs, roterende under dynen’. Sovemedicin eller ej, min hjerne synes fast besluttet på at nægte mig god hvile.
Butikkernes vinduer er oplyste og fulde af ting jeg ikke kan se hvorfor nogen ville eje. Endsige bruge energi på at gå ud og skaffe til huse. Jeg reflekteres i ruderne, en uformelig mørkeblå skikkelse pakket ind i slidte gummistøvler, regnbukser 2 numre for store, arvet uldjakke der har set bedre dage (og gør mig pingvinformet) og sjal og ørevarmere viklet om hovedet. Jeg ligner noget der er løgn i den grå morgenkulde – bistandsklint, posedame, ikke-eksistens – jeg hører ikke til og forstår ikke, er skvattet ned gennem sprækkerne i verden, faldet af toget.
Det suser videre rundt om mig, fuld af lidenskaber jeg ikke deler og forbrug jeg ikke attrår.
Hvordan mon man bliver rask? Glad? Nyttig? Entusiastisk? Bare lidt?
No comment so far