Jeg har næsten altid betalt min skal med glæde. Afleveret halvdelen af min kage i tilfreds viden om at den gik til at betale alt det jeg har fået – pasning, uddannelse, fysioterapi – alt det jeg kan risikere at skulle have – blindtarmsoperationer, advokatbistand… – og det de, der er mindre heldige end mig, har brug for.
Jeg er blevet en endnu gladere skatteindbetaler efter mine nylige oplevelser som logerende på statens regning.
Tænk at der, da jeg havde brug for det, var en plads til mig! At da jeg snublede, og slet ikke kunne selv så var der venlig omsorg, ældre og rar husly og en skare af hårdtarbejdende, professionelt velkvalificerede, underbetalte og indfølende plejepersonale til at spritte hudafskrabningerne af, pege hvilken vej der var op og holde en roligt støttende hånd under min albue at rejse sig ved.
Fra det bizarre i at høre sig selv beskrevet i fagsprog da min læge ringede til skadestuen for at høre om de ville indlægge mig, over de seriøst lyttende ansatte med deres tusinde tricks mod bivirkningernes rasen, til listen med nødplaner jeg fik at tage med hjem. Det er en overvældende, beroligende, følelse at opleve systemet… virke!
Naturligvis er ingenting helt rosenrødt. Vist var der da sure løg der gjorde verden besværligere end den behøvede være, midaldrende kvinder med surtvendte rynker, misbilligende øjne og nej-stemmeføring – endt på den forkerte hylde eller slidt op af års håbløse arbejdstider, nedskæringer og patienter. Men for hver en af den slags sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter mødte jeg tre med oprigtig omsorg, erfaren professionalisme og inderlig vilje til at lindre og gøre godt.
Fra at krybe langs væggen, tærende min krop op i sindets spiraler, med flere og flere myoser i min sjæls muskler, lirkede de mig med tålmodighed, forståelse og faglig urokkelighed til at opdage jeg var holdt op med at indtage næring (hvor ser man klart i bagklogskabens klare lys), afspænde nogle af knuderne og finde viljen til at begynde at spise igen. Udenpå er forskellen indtil videre blot 2 kilo mere mig, men indeni er der – selvom jeg stadig roder – så meget der er flyttet rundt, og forhåbentlig nærmere sin rette plads.
Jeg er forundret, noget paf og taknemmelig. Tænk at de var der. Tænk at der var plads til mig.
Tak 🙂 Og tag bare et par procent mere – jeg betaler gerne!
No comment so far