Den anden aften kom der en times store, lodne fnug, og da Far og jeg kom ud af Vericentret var parkeringspladsen dækket af et fint, tyndt hvidt lag. Andre folk så sure ud, men mit ansigt flækkede i et stort og ægte smil.
Da jeg kom tilbage til hospitalet og ind på min stue (det er denne her:
… måske skulle jeg have ladet en rest af ‘h’et blive som en apostrof, så kunne jeg lege Vulcan 😉 ) var der den hyggeligste udsigt ud af mit vindue
Ganske vist forsvandt det hele lidt senere da regnen kom, men her til morgen var jeg heldig igen. Da hun kom for at veje mig (stadig 41,5 :-/, men i det mindste har jeg lidt flere kræfter, min krop orker mere 🙂 Jeg kan i øvrigt for de interesserede rapportere at proteindrikke smager væsentligt (omend enormt kunstigt – som den slags skrigfarvet slik det kun er børn der kan lide) bedre end de berigede supper) kunne jeg selv uden linser se det særlig snelys i morgenmørket.
Senere, på vej tilbage fra gymnastik i formiddags kunne jeg ikke nære mig for at tage kameraet med ud.
Alt efter hvilken vej man vender kan det også se mere dystert ud – der var skyet mod øst.
Det er nu et fint hospital 🙂
Og så lige et af de billeder jeg ikke kan dy mig for: Fin bygning i modlys.
No comment so far