Ja sådan lød dommen til sidst, efter mange blodprøver, tests, lægesamtaler og et spørgeskema. Forstyrrelse i hjernens produktion af signalstoffer. Så vidt jeg kan læse rundt omkring er det ikke altid ganske klart af hvilke årsager man kan gå hen og få sådan en. Fik jeg den mon fordi det relativt bratte tab af 1/5 af min kropsvægt fik min hjernekemi til at panikke? Eller taber jeg mig så slemt på grund af den? Hønen og ægget. Frustrerende er det i hvert fald.
For man kan jo ikke se at jeg er syg – der er ikke noget gipsben eller operationsar. De eneste (for mig) synlige tegn er en gennemsigtig, træt bleghed, og så måske at min silhouet er skrumpet noget, nu hvor mit bmi er faldet ned under 15. Det ved jeg nu ikke om man kan se under mine mange lag tøj – jeg kan ikke selv se det længere, påklædt eller ej :-/
Heldigvis er mine søde venner gode til at finde ud af det – de kender andre der har prøvet det samme, og ved godt hvordan man forholder sig til det – men min stakkels familie og andre har det vist hårdt. (Jeg har hørt flere af disse her allerede, alle sagt i den bedste mening.)
Og det forbistrede er at det (hvilket jeg kan læse mig til er almindeligt, men ak, viden ændrer ikke følelser) heller ikke føles som om jeg er syg – bare træt, så træt, doven, mislykket, dum, værdiløs, ukoncentreret og på usleste vis ude af stand til at håndtere helt almindelige situationer. Det var nok også derfor lægen så eftertrykkeligt (og gentagent, da jeg stadig så tvivlende ud) understregede for mig at jeg var syg – ikke bare slatten – og at jeg ikke bare kunne beslutte det væk. At jeg skulle tage det alvorligt som en sygdom, også selvom jeg ikke kan se den, men kun dens effekter. Men hvor er det svært når det nu føles som om det er min vilje der er utilstrækkelig og ikke min krop! Og endnu sværere at bede andre tage det alvorligt når det føles sådan. På en eller anden måde ville det være mindre pinligt at fejle noget andet – blodprop, klumpfod (hm, det er vist ikke noget man sådan pådrager sig 😉 ), kompliceret lårbensfraktur eller leverbetændelse måske?
Så undskyld at jeg er pinlig. Jeg er ked af at I er nødt til at tage særhensyn når I er sammen med mig, frygteligt ked af at jeg ikke kan passe mit arbejde for tiden, ked af at jeg ikke kan spise op (jeg ved godt jeg trænger til det!), og vældig ked af at udsætte jer allesammen for det her.
Ja, det måtte altså ud. Et eller andet sted bagest i min kemisk forstyrrede hjerne siger en spag og fuldstændig undertrykt fornuft at jeg vist egentlig ikke har noget at undskylde for, og at det i øvrigt ikke hjælper spor.Men derudover er I selv ude om det – ingen tvinger jer til at læse dette her 😉
No comment so far