Min Farmor døde inden jeg nåede at lære hende at kende.
I mit sind er hun er en bleg skikkelse på billeder fra da jeg var spæd – allerede halvt spist af kræften. Borte længe inden jeg lærte at tale.
Så hun er aldrig en jeg har tænkt meget på – har aldrig rigtig eksisteret i min virkelighed. Alle mennesker har en mor, så det må min Far også have haft, omend han mistede hende kort efter han som tyveårig blev forælder selv.
Men på det sidste har jeg tænkt meget på hende, min Farmor. Hun havde ingen døtre og efterlod derfor sine perler til min Mor – og med tiden til de børnebørn hun aldrig kendte. Jeg husker vagt at have set dem om min Mors hals ved festlige lejligheder, og at have fået at vide at det var “Farmors perler”.
For nogle år siden havde de indbrud hos min Mor, og blandt det mistede var perlerne. Forsikringsselskabet kunne ikke så godt hitte en kæde præcis magen til, og gav os penge i stedet. Da klækkede min Mor den fremragende plan at vi skulle bruge dem – Farmors arv – sammen hende, Daniel og jeg.
I morgen stiger jeg på et fly til Malta. En uge i ferieland, i selskab, i farver, i solskinnet og korsriddernes fodspor.
Tak, Farmor 🙂 Selvom jeg da ikke ville have været ked af perlerne er jeg nu bedre tilfreds med dette. Pynt at tage på til runde fødselsdage er ikke så skidt, men en uges eventyr sammen med min familie luner en del mere. Så igrunden også tak til jer der stjal halskæden – jeg håber den har bragt jer glæde.
No comment so far