Det kan næppe overraske nogen, mig selv inkluderet at jeg har umanerlig svært ved at holde mig fra alt hvad der smager godt. Brød, ost, chokolade, slik, grød, desserter.
Og da jeg normalt har en jernmave har der ikke været alt for mange konsekvenser af at det mine øjne og mund har lyst til at spise sjældent passer med hvad maven kunne tænke sig – men det er vist desværre fortid.
Måske er det fordi jeg bliver ældre og lægger mere mærke til hvad min krop fortæller mig, måske er jeg bare blevet gammel og sart. Men efter den sidste tid at være blevet mere og mere fintfølende slog det ganske klik efter at jeg i hele den dejlige forlængede weekend havde fyldt mig med god mad, slik, chokolade, mere god mad og fremragende økologisk sødmælk til mere end bristepunktet (Ja, mådehold er en dyd, men desværre ikke en jeg besidder).
Så jeg lyttede grundigt indad og lagde så en vanvittig plan.
Vanvittig fordi jeg jo er glad for (gående mod afhængig af…?) at spise især de ting der ikke just er ernæringsmæssige nødvendigheder.
I al sin simpelhed siger planen: Katten spiser ikke andet end frugt og grøntsager indtil maven er blevet gladere igen. (Men ikke længe nok til at få fejlernæring af stædighed.)
Min hjerne synger lokkesange om ost, mælk, junkfood og is og alle de søde tænder skriger efter kage, søde boller med masser af smør, chokolade, noget!
På den gode side har jeg pludselig opdaget et helt nyt smagsunivers.
Min morgenmad er skiftet ud med frugt – og hvor er det sødt! Nærmest kvalmende sødt i forhold til min traditionelle yoghurt naturel. Selv grapefrugt og appelsiner er uanstændigt søde i mine nu ekstra følsomme smagsløgs vurdering.
Og tilberedte grøntsager har aldrig før smagt af så meget. Ikke bare at de krydderier man bruger bemærkes mere, men en forunderlig oplevelse af at tingen selv har mere smag, mere intensitet.
Som den cremede blomkålssuppe med gule, brystsvømmende majs der var aftensmad den anden dag – tænk at blomkål kan smage så meget af blomkål! Normalt ville jeg nok sige at der skulle både kødfond i, kraftig krydring og revet ost på toppen for at gøre sådan en sag mere spiselig end kedelig, men nej!
Jeg håber – men tror nok ikke rigtig på – at mit nye smagsunivers er mere end midlertidigt. At denne nye detaljeringsgrad og intensitet i indtrykkene vil blive, også efter jeg begynder at spise normalt igen.
… Hvilket jo nok igrunden helst ikke skulle vare alt for længe, for efter at have spist forsigtigt en uges tid er jeg begyndt at længes efter blødkogte æg, en spise jeg normalt ellers ikke bryder mig videre om. Forhåbentlig et tegn på at andre dele end mine øjne og mund efterhånden vil være med til en lidt mere udfordrende kost. (Alternativt på at behovet for animalske proteiner trumfer mavens gøren sig vanskelig 😉 )
No comment so far