Mandag. Blå morgen med blåt humør, mine nære føles langt væk. Eftermiddag med kodegrublen – mit humør bedres på arbejdet efterhånden som pernitne problemstillinger lægger beslag på tankerummet.
Træt, træt, træt klokken fire. Hvorfor er man altid mere træt efter arbejde om mandagen – eller er det bare mig? Indkøb og en halv times fortumlet lur i min opslåede bog senere tænker jeg “Måske jeg skulle blive hjemme i aften?”. Det tænker jeg hver mandag.
Mere pligtopfyldende end oplagt slæber jeg mig derop, til det salsakursus Daniel foreslog vi meldte os til sammen, for derefter at lide slemt af dårlig ryg og ikke komme mere.
Og så sker det – igen. I løbet af et par timer bliver mine bevægelser blødere, mine hofters vuggen mere udtalt, blikket i mine øjne mindre kynisk og mit sind mindre gråt.
Fornemmelsen af kroppen der sat fri af rytmen for en gangs skyld bevæger sig som en helhed. Skuldrenes rullen og et smil der gerne vil bryde frem (men ikke får lov, min dansepartner der er lige så grøn som mig skulle nødig tro jeg grinte af ham). For det gør jeg jo ikke, jeg er bare en kort stund simpelthen glad, blidt men stærkt indeni som en lun gul solstråle en af de første forårsdage.
Lukkede øjne, nu helt afhængig af hånden der fører. Til min overraskelse går det ikke galt – signalerne om hvor jeg skal bevæge mig hen og hvordan modtages uden at jeg rigtig ved hvordan. Det er væsentlig nemmere at danse blind end at fægte blind 🙂
Jeg går hjem, stadig med den lidt dovne, næsten katteagtige i sin strækken, smygende fornemmelse i kroppen. Lidt endnu er min holdning, mine bevægelser anderledes. Som er min krop ikke bare et hylster jeg transporterer mig i, men en forlængelse af mit jeg. Og jeg vil tilsyneladende danse.
No comment so far