I morges var jeg grå. Tung, trist og ked selvom morgenhimmelen var kold, klar og smuk og solen lod sine allerførste røde stråler spille over træ- og hustoppe da jeg cyklede på arbejde. Jeg så skønheden, men var ude af stand til at spejle den.
På vej hjem – efter at have set det sne vandret fra en blå himmel ud gennem kontorets glasvæg – ramtes jeg kraftigt og lige midt i af den nu nedgående sols klare gule skin. Og ganske uventet, næsten ufrivilligt i dets pludselighed, kunne jeg mærke smilet indeni, spædt men stærk i sine spark som en nyfødts første skrig efter luft.
Jeg bilder måske nok mig selv ind at det er hans søster jeg ærer, men når han folder sig ud, Solen, kan jeg ikke undgå at fornemme hans tag i mig, min instinktive længsel efter forårets komme og lysets tilbagevenden, tilbedelsen af den salige, livgivende gule varme.
Nordbo, hedning, vantro, jeg 😉
… Og nu vi er ved de gamle riter: Christoffer risede os grundigt igår, fastalavnsmorgen, både Mor, Lasse og jeg. Så nu er vi antageligvis alle frugtbare. Skræmmende.
No comment so far