En rædsom morgen! Svimmel og hedetursvarm af det halve dusin nu opsvulmede insektstik jeg reddede mig mens jeg i går ventede hos rejsebureauet på det bjerg af papirarbejde det i Japan kræver at bestille en flybillet. En flybillet som med skatter og hele molevitten (ekstra skat for den kvadratkilometer regnskov alt bureaukratiet brugte?) kostede 40000 yen mere end jeg var blevet stillet i udsigt og som de vil have betalingen for i kontanter om 2 dage! En af de mest irriterende ting ved Japan er at næsten ingen steder bruger kreditkort, nej her sværger man til kontanter.
… Nå, der løb jeg vist lidt ud ad en tangent. Tilbage til den ækelt svimle morgen med kløe og pengesorger.
2 timer i diverse tog sydpå, forbi Yokohama og ud i forstadsforstæderne, hele vejen en halv time forsinket fordi min hjerne er for histaminomtåget (eller måske bare generelt omtåget) til at huske et telefonnummer korrekt i tide, og kun med hastigt memoriserede vejvisninger til “Shonandai Bunka Center”, ikke vidende om stedet ville være til at finde i tide eller om turen (og de godt 1000 yen hver vej) vil være spildt.
Forpustet og -hastet ankommer jeg 6 minutter inden tæppefald, stiller den værste sult med en mælkedrik (gætter jeg ud fra smagen, teksten var i kanji) fra de allestedsnærværende automater og dumper ned i et sæde i salen. Straks ses jeg af Fujiko-san, der har anbefalet mig koncerten, og hun kommer venligt over for at oversætte lidt for mig 🙂
Efter de her til lands uundgåelige lange indledningstaler sker magien. En a capellagruppe på 6 fra Keyo universitet begynder at synge og jeg glemmer alt om myggestik, svimmelhed, sulten mave, lang dyr togtur, umuligt mange kontanter jeg ikke har og alt det andet der gjorde morgenen monstrøs. Måbende bæres jeg væk af musikken.
Efter de studerende synger de smilende, rige, smukke unge mænd i kjole og hvidt vi er kommet for at se så fuglene synger.
… Hvad er det ved sang der – i endnu højere grad en anden musik – kan gribe en om hjerterødderne og holde en fast? Ude igen efter koncerten er jeg stadig svimmeltræt, min mave er et stort hul og kontanterne er ikke blevet flere, men fornemmelsen er en helt anden.
…. Hvis I vil høre dem synge, er der en bid af deres titelsang her.
No comment so far