I dag dansede jeg. Mambo, rumba og cha-cha-cha. Selvom cha-cha-cha kun har to cha’er på engelsk.
Det var en fryd og en fornøjelse og jeg bliver stadig helt boblende og glad indeni af at tænke på det.
Brian – en hyggelig herre jeg kender fra skotsk folkedans – havde inviteret mig med, og det var den særeste oplevelse at danse med ham. Han har danset mere eller mindre altid – selskabsdans, skotsk og rock’n’roll – og er god til at føre. Min krop lavede af sig selv de rigtige bevægelser, og selv når Brian (der er en drillepind) lavede trin vi ikke havde lært fulgte den efter af sig selv, indimellem så jeg ikke opdagede at jeg lavede trin hvis eksistens var mig ukendte før vi havde danset dem en tre-fire gange. Dejligt 🙂
Jeg tror jeg bliver nødt til at se om jeg kan finde et kursus i selskabsdans når jeg kommer hjem – omend det måske godt kan blive svært, idet jeg høre at det i Århus er noget nær umuligt at komme til hvis ikke man har en dansepartner at tage med.
Men hvis noget så simpelt kan gøre mig så glad er det bestemt værd at opsøge igen. Er der nogen derude der har lyst til at lære at danse sammen med mig når jeg kommer hjem?

Bagefter tog vi ud at sejle på bugten. Jeg har ellers ikke været ude på vandet siden jeg var oppe hos Tante Gurli og Onkel Jørgen sidste sommer inden jeg rejste. Dejlig med vindsus i håret, saltlugt i næsen og flyene der lettede lige over vores hoveder inde i bunden af Evans Bay. I morgen har vi aftalt at tage ud at fiske 🙂

Det er en sær fornemmelse at opdage at jeg er ved at knytte et nyt venskab, netop nu hvor jeg er på vej afsted. Flere gange kiggede vi på hinanden og konstaterede at vi skulle have gjort dette noget før (især selskabsdansen!) og ikke først nu hvor jeg rejser videre på søndag. Det får mig til at lægge mærke til at noget af det jeg har lært af denne rejse er at nyde tingene mens jeg har dem, også selvom de er flygtige. Tre måneders venskab på to uger er stadig forunderligt, og jeg er blevet bedre til ikke at spolere den slags med ærgelse over ikke at have mere.
Det får mig også til at tænke på Onkel Jørgen, af hvem den tiårige Terese for snart længe siden lærte at mennesker ældre end mig også er mennesker (det var dengang lidt af en åbenbaring) og at nogle af dem er spændende at knytte venskaber med.

Rejser • Skrevet d. 15. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu