Nogle sammentræf er for perfekte til at være ganske tilfældige. Det viser sig at et sted i bureaukratiet her er mit efternavn og min emailadresse blevet forvekslet. Så her er jeg ikke som derhjemme Terese Damhøj, eller som på Cornell Terese Andersen, men derimod Terese Katten! Jeg er slet ikke utilfreds 🙂
I fredags havde jeg min første tur ud i det store new zealandske øde. Jeg havde planlagt at få en del fra hånden (har som I måske ved en artikeldeadline om mindre end en måned) men sådan skulle det ikke gå. Udover at jeg fandt ud af at der tilsyneladende er tradition for at gå ud at spise nudler til frokost om fredagen (Wellington vrimler med cafeer og spisesteder og omkring en trediedel af dem lader til at være asiatiske) viste det sig også at Rod Downey havde planer om at tage to besøgende med på en vandretur om eftermiddagen, og det foretagende blev jeg pludselig inkluderet i.
Jeg lånte vandrestøvler og plaster til min fod der stadig er rå efter min glidetur ned ad trappen fra tørresnoren i baghaven og vi kørte nordpå. Halvanden time op ad nordøens vestkyst, langs Kapiti Coast til Otaki Falls.
Stien ville jeg ikke have kunnet genkende som sti uden hjælp – og selv når Rod udpegede den for os var det ikke nemt. De små stenbunker der normalt markerer den var skyllet væk af sommerens regn og der var aldeles overgroet. Vi gik (kravlede, klatrede og hoppede) op ad en halvt udtørret åseng, klatrede op på dens bredder og banede os vej gennem underskoven de steder åløbet var ufremkommeligt. Den sidste bid op til det lile vandfald gennem en tæt skov af træbregner – den slags der har vokset her siden dinosaurernes tid. Bregnebladstag over vore hoveder og en rødbrun søjleskov af bregnestammer i tunnelagtigt tusmørke dernede hvor vi gik. På resten af turen så vi bjergene stække sig skarpe og grønne i alle retninger og jeg var næsten ked af at jeg ikke havde haft en chance for at tage mit kamera med. Men også kun næsten ? jeg havde brug for begge hænder til at klatre og til at holde balancen når vi hoppede fra sten til sten frem og tilbage over åen hver gang den ene side ikke længere var fremkommelig.
Det er den slags terræn hvor man enten skal være sikker på fødderne eller villig til at lade kroppen “walk-by.wire” og stole på at den som regel nok selv skal finde ud af ikke at komme alt for galt afsted. Ganske som når man går i glat føre, så længe man slapper af og er klar til at falde i alle retninger samtidig så falder man typisk ikke.
… Men forkølelsen man redder sig ved at svømme i det 13 grader varme vand i fordybningen ved det lille vandfald, det redder walk-by-wire dig ikke fra ;-/
No comment so far