At kode alene kan være en pest. For mit vedkommende specielt hvis det er ML – SML og jeg er ikke på bølgelængde endnu, jeg må stadig for hvert skridt kæmpe for at goere mig forståelig.
Omend jeg må tilstå at pattern matching er en herlig ting 😉
Nogle gange er det interessant, en intellektuel øvelse (men kun når det virker 😉 – at få drejet begreberne så de kan klemmes ned i termer der passer til programmeringssproget, at vænne hjernen til et nyt logisk paradigmes mulig- og umuligheder – andre gange er det frustrerende; compilere der endnu ikke er blevet ens venner taler typisk enten et sprog man ikke forstår eller også siger de ikke hvad de mener. Det er først når man har taget sig tiden til at blive i det mindste gode bekendte med dem at man forstår deres små idiosynkrasier. Og når men arbejder alene virker de fremmede af slagsen ind imellem direkte ondsindede i deres ordvalg ;-/
Hvad jeg stort set havde glemt efter at have banket hovedet imod SML de sidste par uger er at at kode sammen er næsten altid godt. Der er noget gennemført hyggeligt i parprogrammering selv når man ikke forstår hvorfor koden ikke gør som man forventede, og når klokken er mange og ingenting virker har man altid en lidelsesfælle. Så er det eksempelvis ikke kun mig der ikke kan gennemskue Dexters meget kompakte og strømlinede SML 😉
Med fælles problemløsning er den delte glæde når knuden er løst altid større end summen af dens komponenter. Det vidste jeg nok igrunden godt fra dOvs (Casper og Rene: Hvordan går det med jer?) men manglede at generindre det.
Jeg tror jeg kunne blive glad i et kodejob.
No comment so far