Tyst – dæmpede stemmer og forsigtige fodtrin. Nogle rum i museet rammer præcis den kirkevibration der får folk til at sænke stemme, opføre sig respektfuldt og beskue i ærbødighed.
Men der er også meget at have respekt for her. Tilsyneladende endeløse samlinger af umage, talent og færdighed.
Jeg gribes af længsel steder som dette – længsel after viden, dannethed, forståelse. Her er sale fyldt med det ypperligste menneskeheden har frembragt, og stillet over for skønhed, håndværk og kultur forenet kan jeg umuligt ikke føle mig uuddannet. Og jeg gribes af undren: hvorfor har jeg brugt mit live på at lære om videnskab når al denne strålende skabelse bestemt må være hvad der er vigtigt og rigtigt? Smerteligt fraværende er mine kundskaber om middelalderens glasmosaikker, japansk billedkunst, egyptisk mytologi, lys og skygge i malerier.. Min beskedne viden om Grækenland og Egypten er håbløst utilstrækkelig.
Som jeg i sommers skrev jeg kunne forlade mit liv til fordel for et simplere hændernes liv med høst, syltning, syning ønsker jeg mig i stunder som denne intet mere end et hjerte-liv – at forstå og værdsætte alle disse veludført smukke og gennemført meningsbærende ting. Romantikken ved at lære om dem, civiliseretheden i det. Arkæologen er altid helten, ikke sandt? Jeg ønsker mig en Daniel Jackson til at åbne mine øjne for denne verden.
Tænk at kunne leve blandt sådanne sager. Det bliver mig en gåde hvorfor folk bor i parcelhuse med tomme ting fra Ikea når de kunne bo blandt ting som disse. Hvorfor slår vi os til tåls med funktionalitet når vi også kunne få form og skønhed? Engang kunne værktøj være små kunstværker i sig selv.
Vil en rig, veluddannet arkæolog med et vidunderligt hus fyldt med smukke gamle ting fra hele verden venligst troppe op og anmode om min hånd så jeg kan tilbringe resten af livet med at se stederne hvor alt dette kommer fra og lære at forstå det?
No comment so far