Store sortskinnende bær på grene jeg netop skal hoppe for at nå i tidselskyggen mellem træerne.
Tykt sortrødt kirsebærblod under mine negle, på klistrede hænder, på knivens blad der danner reflekser med stålvasken ud mellem blodsdråberne. En voksende bunke appetitligtsorte blodige halvkuglekirsebærlig i tallerkenen.
En sølvglinsende undervandsjungle af grønkål i skyllekarret. Knasen af stilkene under fødderne og grønt-i-grønt sønderkvaste grønkålsblade der drypper ud i den hvide skål under hakkerens munding.
Små bølger der får flydebroen til at hakke mod fortøjningspælene og lader solglimt fra fjorden spille over mine øjenlåg. Salt stivhed på huden og lyden af hundrede desperate krabbeben når ruserne hales ind over rælingen. Stærke ålemuskler der snor sig mod mine fødder i bunden af båden. Fartvind i håret og mine øjne drages af skrænter og skovene langs fjordens bredder. De lokker med uanede eventyr – her kunne man gå i land og forsvinde i deres dunkelmørke hvor en anden tidsalder stadig synes at råde.
Bumplende grusvej under cyklens dæk, lugt af køer og solvarmet græs. Kløende killingehår på tøj og hænder mod bedre vidende. De nyplukkede bær i spanden er nænsomt beskyttet af mine fingres fjedren. På vej hjem til savnede mennesker, kendte lyde, barndomsdufte, smagen af gammeldags – nyopgravet – selvfanget – rigtig – mad.
Knækket der forplantes op gennem hænderne når ålekvabbens hals skæres igennem. Moslen for at få den indtørrede jord i køkkenhaven til at give slip på gulerødderne. Bittesmå skovhindbær i slugten ned mod fjorden. Fuldmånen over træerne dybt i natten, på en himmel så mørk som den kun bliver helt herude. Dansk sommer i alle mine sanser.
Nogle gange tror jeg jeg kunne blive lykkelig et sted som her. I et helt andet, simpelt og nært liv, hvor hverdagen handler om at plukke og høste, fange, sylte og samle til vinteren, der er mørk som i historierne og bruges til håndarbejde. I en verden hvor alt mit arbejde er mine hænders, hvor mine instinkter kender verdens sammenhæng, og hvor der er tyst så jeg kan høre dem tale.
På dage som dem er glæden ved et elegant bevis, suset når et dumt stykke kode endelig kompilerer og sejrsfølelsen ved et velløst problem meget langt væk. Men alligevel tager jeg altid hjem.
Jeg må være en uforbedrelig romantiker. Eller dum som snot.
No comment so far